Kirsten Christensens Keramiske Testamente

I fredags var jeg til oplæg af billedkunstner og keramiker Kirsten Christensen i anledning af hendes store, nye bogværk “Keramisk testamente”.

Kirsten Christensens værker har altid talt til mig – i begyndelsen hendes store udsmykning fra 1978, “Min Mor og Mig” (1978). – På mit forslag var Kirsten Christensen valgt som censor for hele afgangsholdet på Skolen for Brugskunst, da jeg i 1983 tog afgang som Keramisk Formgiver.

En grå, regnfuld eftermiddag i Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel

Kirsten Christensen kommer sent, men hun har meget at sige. Hun læser op af et papir-manuskript, som hun har skrevet i hånden, hun bruger aldrig computer.

I punktform og kronologisk arbejder Kirsten sig gennem sit oplag med nedslag i tider og steder, hvoraf mange ikke findes mere, herunder baghuset i Kattesundet, hvor hun boede alene med sin mor.

Glæder, sorger, smerte, savn, sygdom – og svimlende syn som astronaut fra rummet, gennem Challengers nedstyrtning, konflikter på akademiet, oplevelsen af mobning på arbejdspladsen, tab af værker doneret til Arbejdermuseet og Københavns Kommune (heldigvis nu i sikker havn på Statens Museeum for Kunst), til kamp mod uretfærdig behandling af skattevæsnet, med døden som tværgående tema, syv års arbejde med portrætter af Inger Christensen (“hun skulle have haft Nobelprisen!”), – og så lykken ved at arbejde, tegne, male, på den lille terrasse på San Cataldo, med udsigt over Amalfi-bugten.

Bøger og breve

Kirsten Christensen tog selv initiativ til sin bogudgivelse. – Hvis ikke nu, hvor jeg er 77 – hvornår så…? – Jeg har selv taget têten og dokumenterer i min bog mit kunstneriske virke gennem 40 år. – På spørgsmålet “men har du ikke planer for fremtiden?” tænker Kirsten lidt. – Så siger hun: Jo, jeg har et brev-projekt. Breve og bøger dør aldrig. Så fortæl mig, hvis I har nogen betydningsfulde breve, skrevet med håndskrift!